Markant effekt av folkehøgskoleopphold i Danmark
Fra Folkehøjskolernes forening i Danmark:
Ny effektundersøgelse viser, at unge, der er faldet fra en ungdomsuddannelse, har markant bedre chance for at komme i gang igen, hvis de har været på et højskoleophold.
Samlet set forøges chancerne med 17 % – for erhvervsuddannelser er det sågar 25-30 %. Alligevel falder antallet af unge kontanthjælpsmodtagere, der har mulighed for et højskoleophold. Problemet er Betalingsloven.
Effektanalysen, der er udarbejdet af Lange Analyser i august 2013 med støtte fra Kulturministeriet, har særligt fokus på at undersøge effekten af et højskoleophold for unge, der er frafaldet en erhvervsuddannelse.
• Samlet set vurderes det, at der er 17 % større chance for komme i gang med en uddannelse igen, hvis et afbrud følges op med et højskoleophold.
• For unge, der afbryder en erhvervsfaglig uddannelse, skønnes det, at et højskoleophold øger chancen for at vende tilbage til uddannelse med mellem 25 og 30 %.
• Især for unge fra ikke-uddannelsesvante hjem har et højskoleophold en positiv effekt.
Trods mange unges ønsker og vejlederes anbefalinger prioriterer kommunerne ikke højskoleophold, fordi kommunerne i henhold til Betalingsloven selv skal afholde den fulde udgift for den unges ophold. For dem er det altså billigere at lade de unge komme i tilbud, der er finansieret af staten helt eller delvist, selv om chancerne for gennemførsel altså er lavere her.
– Erhvervsuddannelserne døjer med ekstremt højt frafald. Men selv om et højskoleophold nu beviseligt bidrager markant til, at flere unge gennemfører, er barriererne for store til at det kan komme de unge til gode, siger Niels Glahn, generalsekretær i Folkehøjskolernes Forening.
Folkehøjskolernes forening i Danmark