TENDENS 
Er vi ved at udvikle en forargelseskultur, hvor alle, der føler sig forurettede, har krav på en uforbeholden undskyldning, eller lever vi i en krænkelseskultur, hvor vi bruger ytringsfriheden til at håne andre, fordi vi har lov til det?

af Kat. Sekjær

Jeg havde godt bemærket den. Endda studset over den – Irma-
reklamen, der indtil for kort tid siden stod foran min hoveddør, men jeg var aldrig kommet videre end til første del af teksten:

”Hej Skat, Alarm!!! Emil vil gå til ballet. Vi må have gjort noget forkert (…)”.

Den fik mig til at tænke på en historie, min svigermor fortalte om et mandligt medlem af den ydre svigerfamilie: Mandens mor havde passet hans søn og havde efter for mange bleskift set sig nødsaget til at give den to-årige dreng et par af storesøsterens lyserøde strømpebukser på. Dét skulle hun aldrig have gjort. Da drengens far så sin søn i lyserøde strømpebukser, blev han så stjernerasende, at han skældte sin mor hæder og ære fra. Hvis hun nogensinde, og han mente nogensinde, skulle passe hans søn igen, var det sidste gang, hun havde klædt ham på som en pige.

Denne lille episode illustrerer et smukt samspil, hvor bedstemoderlige gode intentioner og/eller ubetænksomhed kan føre til faderlig krænkelse, der igen kan føre til stigmatisering, stereotyper og fordomme. For det blev svigermors konklusion: Hold da kæft for en utaknemmelig og homofobisk bonderøv.

Men i Irma-reklamen var det hverken svigermor eller sønnike, der fik den lyserøde røv på komedie. Den friske tekst afslørede Irma-pigens frygt for, at hendes dreng skulle blive balletdanser, underforstået ikke-maskulin, for i reklamen opfordrer hun Emils far til at lave nogle ’mandeting’ med drengen, så Informationhan kan blive bragt ud af piruetternes vildfarelse.

Det fik lektor og kønsforsker ved RUC, Kenneth Reinicke til at reagere:

«Irma har reproduceret nogle tåbelige steretyper, men reaktionerne har vist, at tiden ikke er til det. Der er en grænse for, hvor mange kønsstereotyper man kan slippe af sted med på tryk.»

Reinicke mener, at hvis Irma, der ellers etisk og moralsk søger at have en vis standard, legitimerer reklamens udsagn, er de med til at skabe forestillingen om, at ’balletdrenge bare er nogle bøsserøve, at de ikke er rigtige mænd’.

Klagerne væltede da også ind fra rasende og stødte kunder, såvel som fra balletstjerner og politikere. Men ikke så snart havde Irma trukket sin reklame tilbage, før et tilsvarende kor af debattører med forargede udtalelser tog til genmæle: Er der ikke en bagatelgrænse for, hvad folk kan tillade sig at blive krænkede over, råbte de og beklagede, at Danmark er ved at udvikle en humorforladt og puritansk indstilling, hvor man i den politiske korrektheds navn tilstræber pluralisme, men i forsøget på at beskytte minoriteterne kommer til at ensrette og censurere hele samfundet.

At være fri … og fri for de andre
Spørgsmålet er altså, om vi på den ene side lever i en forargelseskultur uden tålelig promillegrænse og på den anden side har udviklet en krænkelseskultur, hvor vi bruger vores ytringsfrihed til at sige hvad som helst, fordi vi har lov til det.

Rune Lykkeberg, samfundsdebattør, politisk kommentator og redaktør på Dagbladet Information ser begge reaktioner som et udtryk for, at vi lever i en kollision mellem to forskellige frihedsformer:

”Den ene er frihed til at gøre, som vi synes er rigtigt, altså frihed til at udfolde og realisere os selv. På den måde er vi alle sammen romantikere – vi er forpligtet på vores hjerter og på vores liv som et projekt, som vi har en absolut frihed til. På den anden side har vi frihed fra de andre: Vi vil ikke have deres røg, deres skidt, vi vil ikke have deres kroppe, deres lugte – alt ubehaget ved de andre. Vi vil være fri til at gøre, som vi vil, men vi vil også være fri for de andre.”

Lykkeberg ser det som en fundamental konflikt og giver som eksempel, at vi på den ene side vil være frie til at have en seksualitet, som man personligt kan forfølge, som man vil. På den anden side er vi vanvittigt bange for de andres lyster, siger han:

”Vi er bange for, at de er pædofile, og bange for, hvad de vil gøre, hvis de forfølger deres frihed. Problemet er, at der er en tillid til, at ’min frihed er god, men de andres kan blive ond’. Det vil sige, at vi ikke kan universalisere vores eget standpunkt. Vi kan ikke ønske, at alle gør, som vi selv gør. Derfor får vi hele tiden nogle konflikter, der handler om, at ’vi skal fandme sige, hvad vi har lyst til, men det skal den og den ikke’.”

De to yderpunkter eksisterer ifølge Lykkeberg samtidigt med hinanden: Man kan godt både være en frihedselskende
romantiker på den ene side og et puritanskfrihedsforskrækket menneske på den anden.

What can i say?
En anden sag, der for nylig satte Danmark på verdenskortet, var, da filminstruktøren Lars von Trier under et pressemøde i Cannes på sit brovtende dansk-engelsk fik udtalt:

”What can I say? I understand Hitler … but I think, he did some wrong things …”

Det første spørgsmål, fik Trier hurtigt svar på: Der er grænser for, hvad man kan sige om Hitler, når verdenspressen er samlet.

Men også her delte reaktionerne sig i to: De, der forarget krævede Trier bandlyst og frataget sin filmstøtte, og de, der trak på skuldrene og så det som en kunstners kejtede forsøg på at være morsom.

Sognepræst og debattør Kathrine Lilleør skrev på sin blog:

”Det er ikke forbudt at kunne lide Hitler, det er heller ikke forbudt at være nazist, men fordi noget ikke er forbudt behøver det ikke at være i orden. Selvom loven ikke trækker en grænse, må andre gerne gøre det.”

Lilleør ser krænkelsestendensen som et udtryk for menneskets natur, forklarer hun:

”At have en identitet er at have en grænse, og når andre træder over den, bliver vi krænkede. Det næste spørgsmål er så, om grænsen for, at man bliver krænket, er rimeligt sat, så de andre også kan få lov til at være der. Dét er hele diskussionen, og det er derfor, vi har ytringsfrihed.”

Hvis der ikke er et meget stort frihedsrum for at kunne ytre sig i et civiliseret samfund, udvikles der en totalitær styring, som igen betyder, at vi ikke kan leve frit, siger Lilleør:

”Det er friheden, det gælder – dybest set åndsfriheden. Den åndsfrihed, vi har tradition for her i landet, går først og fremmest ud på, at alle ideologier må diskuteres. Man kan gå ind for dem eller lade være, for eksempel Lars von Triers udtalelse om nazismen. Det er hans frie ret. Men man har også ret til at kritisere nazismen, uden at der er nogle, der kan tillade sig at blive sure.”

I modsætning til Reinicke forstår hun ikke, at Irma-reklamen har vakt så stor forargelse. Det er et udtryk for manglende ånd, hvis man ikke synes, det er skønt, at ens søn danser ballet, siger Lilleør, der ikke kan se, at reklamen har noget med homoseksualitet at gøre:

”Men det kan være, fordi jeg er vant til det. Mange mennesker vil jo også sige: ’Hvad har vi gjort galt: Vores søn går i kirke!’ Skulle jeg så føle mig krænket over det?”

Efter Triers optræden i Cannes forsvarede Christian Monggaard, filmredaktør for Dagbladet Information, ham i en artikel og skrev, at hvis Trier var nazist, havde han lyst til i solidaritet at erklære, at så var han det også – ’og intet kunne ligge mig fjernere’, tilføjede han.

Der er forskel på, om det er en kunstner eller en indkøbskæde, der ytrer sig. Irma har ikke et kunstnerisk udsagn eller et sigte mod for eksempel at flytte vores fordomme ved at konfrontere
os med dem; Irma skal bare sælge varer, siger Monggaard:

”Trier er en kunstner, der udtrykte sig klodset. I virkeligheden forsøgte han at forklare, hvad han står for som kunstner. I sine mere velformulerede interviews har han sagt, at for at undgå, at ondskaben får frit spil som i nazi-tiden, bliver vi nødt til at forstå den og sætte et menneskeligt ansigt på den.”

Altså summa summarum: For at komme problemerne til livs bliver vi nødt til at kunne tale frit, sætte ord på det forbudte med fare for at støde andre.

Her kommer nogle af demokratiets grundidealer i konflikt, siger Rune Lykkeberg:

”Man har på den ene side en klagesang over nye grænser og på den anden side en klagesang over grænseløsheden. De to ting er samtidige fænomener, som handler om det helt grundlæggende:
Hvordan forvalter man fælles grænser, når frihed er normen? Man kan også sige, at det, vi lærer, er, at demokrati er et problem og ikke en løsning. Demokratiet er oppe imod sig selv.”

Den politiske liberalisme giver os tale-, tanke- og trykkefrihed, muligheden for at tale på egne – men også på andres – vegne. I kampen for at beskytte de svage, der ikke kan svare for sig selv, fordeler den politiske magt sig på en sådan måde, at man får det, Lykkeberg kalder krænkelsesfundamentalisme:

”Problemet med den politiske liberalisme er, at den mynddiggør det umyndiggjorte individ, altså at det svage individ bliver det stærke individ: Du kan først politisere dig selv, når du er blevet et offer. Du kan først blive subjekt, når du har været objekt. Du kan først handle politisk, når du er blevet krænket på en eller anden måde.”

Derfor får man en bizar aktionsform, som handler om, at ’vi er nogen, der føler os snydt her’, forklarer Lykkeberg:

”Det er den politiske liberalismes grundproblem, at den beskytter hvert enkelt individ med rettigheder for eksempel mod et overgreb. Men det betyder på den anden side også, at man opnår kapital ved at kontrollere et overgreb. Man vil beskytte individet,
men man kommer til at gøre det socialt svage individ til det politisk stærke individ. Derfor får man en klagesangs- eller krænkelsesfundamentalisme.”

Irmas reklame-kampagne
Foråret 2011
Post-it-sedler med små beskeder: “Hej Skat, Alarm!!! Emil vil gå til ballet! Vi må ha’ gjort noget forkert. Kan du ikke gøre nogle mande-ting. Gå i takt. Lav et bål. Skal vi grille i aften? Når du går i Irma, så tag deres blad ‘Krydderiet’. Kys”

Reklamen mødte massiv kritik, som blandt andet gik på, at reklamen var anstødelig, homofobisk, stigmatise-rende og fordomsfuld.
Alexander Kølpin var blandt dem, der gik til medierne med kritik:

”Irma prøver åbenbart at opnå Lars von Trier-effekten ved at få dårlig omtale, hvor de sætter lighedstegn mellem dansere og bøsser, men de får fremstillet sig selv som ignoranter. Reklamen angriber jo både homoseksuelle og drenge, som danser ballet.”
Irma undskyldte og trak reklamen tilbage.

Lars von Triers pressemøde

Cannes 2011
Trier udtalte blandt andet følgende:
”(…)Hvad skal jeg sige? Jeg forstår Hitler, men jeg tror, at han gjorde nogle forkerte ting, ja, absolut. (…) Han er ikke, hvad du vil kalde en god fyr, men jeg forstår ham langt hen ad vejen. Jeg sympatiserer en smule med ham. Men altså, jeg går ikke ind for anden verdenskrig, og jeg er ikke imod jøder. Jeg holder meget af jøder. Nej, ikke alt for meget for Israel er enormt irriterende.(…)Hvordan kommer jeg ud af denne sætning. Jeg kan egentlig meget godt lide Albert Speer. Ok, jeg er nazist.”

Lars von Trier blev mødt med rasende kritik, fra både kunstnere, politikere og forskellige interessegrupper overalt i verden, og han blev erklæret ’persona non grata’ på festivalen. Lars von Trier undskyldte senere på dagen gennem en pressemeddelelse med ordene:

”Hvis jeg har såret nogen her til morgen med de ord, jeg sagde ved pressemødet, så beklager jeg det dybt. Jeg er ikke antisemit og har på ingen måde nogen racefordomme, og jeg er heller ikke nazist.”